Begrænset tilgængelighed som følge af høj efterspørgsel. Se venligst vores side med lager information for at finde flere oplysninger.

At holde undulater i et bur

Undulater er flokfugle, og de vil leve lykkeligt sammen. En etableret fugl kan dog stadig blive lidt sur, hvis et nyt medlem introduceres til flokken - især hvis flokken kun består af en eller to fugle.

Enhver ny tilkommer har brug for en periode i karantæne for at sikre, at der ikke er nogen helbredsproblemer, og for at alle fuglene kan vænne sig til hinanden. De første fire uger skal du holde den nye undulat i et separat bur tæt på de andre fugle. Dette giver alle en chance for at akklimatisere sig. Når denne tid er gået, skal du bringe burene helt tæt sammen, så undulaterne kan få deres første kontakt med næb mod næb.

Oprethold denne status quo, indtil fuglene synes at have det godt med hinanden. Den første fysiske kontakt uden tremmer skal finde sted i buret, hvor fuglene skal bo sammen. Hvis dette er de gamle fugles eksisterende bur, skal du bytte udstyr og tilbehør rundt for at gøre det til et andet, neutralt rum. Anbring foderstationer på begge sider af buret, så undulaterne kan spise hver for sig, hvis de vil.


undulater samlet i et bur
Fugle flokkes - selv i bure

Hvis der bliver skænderier eller skræppen, skal du ikke gå i panik - dette er naturligt, og så længe der ikke er nogen vedvarende vold, burde tingene falde til ro rimelig hurtigt, når hierarkiet først er etableret. Tilbyd fuglene hirse for at fjerne deres opmærksomhed fra konfrontation via gruppefodring.

Hvis fuglene skændes meget, bør du muligvis holde dem adskilt i længere tid og prøve igen efter en uges tid. Jo større buret er, jo lettere burde overgangen være.

At holde undulater i par

Et par undulater vil generelt være gladere end en enkelt undulat. De er sociale fugle, og i naturen lever de sammen i store flokke. To fugle og et par spejle vil genskabe kontakten og støjen fra en flok (omend en meget lille én). Det ville være let at sige 'jo flere, jo bedre', men dette kunne forstås som om at lykken øges med flokkens størrelse, hvilket hverken er sandt eller (for de fleste af os) praktisk. Alt hvad din fugl har brug for er en ledsager, så vil dens behov for social kontakt blive opfyldt.

Hvis du kun holder én fugl, bliver du selv nødt til at give al den sociale stimulering, den har brug for. Dette indebærer at bruge så meget tid som muligt sammen med den hver dag - hvilket er den ideelle mulighed for finger-træning af undulat og forsøger at lære det et par ord og sætninger.

Hvor mange undulater kan der være i et bur?

For at finde ud af, hvor mange fugle du har plads til, er du nødt til at udregne din kapacitet i kubikcentimeter. Dette er højden x længden x bredden, dvs. at et bur der måler 90 cm i alle retninger vil være 729.000 cm3. Hver undulat kræver mindst 65.000 cm3, så i et bur med disse mål kunne du få plads til 10 fugle. Bemærk at dette er det maksimale antal, og du skal altid give så meget plads, som det er praktisk muligt.

Hvis du har planer om at holde andre fuglearter sammen med dine undulater (se afsnittene nedenfor), skal du justere beregningerne i overensstemmelse hermed. Fugle af samme størrelse som undulater vil kræve den samme plads, mens en større fugl som en nymfeparakit (og du bør aldrig introducere noget større end det i et undulatbur) har brug for tre gange så meget plads som en undulat.

At holde han-undulater sammen

Hvis dit undulatpar begge er hanner, kan du risikere en masse skænderier. Når det er sagt, så er skænderier en del af undulatens sociale liv, så det er ikke som sådan en dårlig ting, så længe ingen af fuglene bliver mobbet. De vrede lyde fra skæppende undulater er måske ikke sød musik i dine ører. Det er dog vigtigt at indse, at det at købe en undulat betyder støj i husstanden. Dette er normalt musikalsk og blidt for øret; men et par hanner med parringssæsonhormoner kan være en udfordring.


Han-undulater kan sagtens leve lykkeligt sammen
Han-undulater kan sagtens leve lykkeligt sammen

Der er ingen måde at vide på forhånd, om dette vil blive et problem. Da du valgte din undulat, boede han sandsynligvis i et bur med flere andre fugle i en anden social rolle end den, han befinder sig i som fællesbeboer i buret i dit hus. Først når han og hans ledsager er faldet til, vil du vide hvor tilfredse de bliver. De fleste fugle har det fint sammen, men det er et potentielt problem, som du må være opmærksom på.

Hvis du er meget uheldig, og en af fuglene bliver mobbet, og dens helbred lider som et resultat deraf, bliver du nødt til at finde et andet bur og adskille undulaterne. Det er værd at understrege, at dette er et meget usædvanligt dilemma.

At holde han- og hun-undulater sammen

Mange ejere anbefaler at holde en hanfugl og en hunfugl, hvis man begrænser sig til kun to undulater. De har en tendens til at leve fint sammen, med det vigtige forbehold, at deres tanker på et eller andet tidspunkt vil vende sig mod parring. Hvis du ikke ønsker at tilføje undulatunger til din voliere, kan du afbryde naturens kald ved at sikre dig, at der ikke er nogen potentielle redehuller i buret (dvs. noget i buret med en hul, inklusive kokosnøddeskaller eller andet legetøj, der evt. kunne gøres til reder). Hvis det rigtige udstyr ikke er tilgængeligt, kan to (eller flere) fugle leve lykkeligt sammen i cølibat.

Kastrering af dine undulater er ikke en god mulighed. En sådan lille fugl vil sandsynligvis dø som et resultat af en sådan operation.

At holde hun-undulater sammen

De fleste af myterne om, at hun-undulater er mere aggressive end hannerne og ivrige efter at plukke hinandens øjne ud - du vil finde denne slags idéer i nogle dele af undulat-litteraturen fra før 1970'erne - er blevet afvist som det sexistiske vrøvl, de er. Hunner kan sagtens bo sammen og vil som regel faktisk skændes lidt mindre end hanner.


et par undulat hunner
Hun-undulater kan også leve lykkeligt sammen

Visse faktorer kan forstyrre denne balance, blandt andet at tilføje en han til et par hunner på et senere tidspunkt. Der er sandsynligvis ikke én art i hele dyreriget, der ikke ville lide under sådanne omstændigheder. Når parringsæsonen begynder, vil hormonerne stige, og så vil tre bestemt være én for meget. Det samme princip gælder for to hanner og en hun. Tre hunner? Intet problem.

At holde undulater sammen med andre fugle

Undulater vil leve lykkeligt sammen med andre små fugle, heriblandt deres med-australiere, nymfeparakitter (Nymphicus hollandicus) og mange andre små papegøjer, parakitter og lorier. Zebrafinker (Taeniopygia guttata) kommer generelt set også godt ud af det med undulater.

Populære kæledyrsfugle, der ikke bør holdes sammen med undulater, inkluderer alle papegøjer der er større end nymfeparakitter, dværgpapegøjer (familien Agapornis), som på trods af deres navn (bogstaveligt oversat til ’kærlighedsfugle’) har været kendt for at tage bidder af andre arter, almindelig mynah (Acridotheres tristis) og (medmindre du har en kæmpe voliere) kanariefugle (Serinus canaria domestica).

En vigtig overvejelse, når forskellige arter holdes sammen, er plads og steder med mulighed for at flygte fra støj og travlhed. Fuglene har også brug for plads til at flyve og udforske alle kroge af buret uden konstant at støde på hinanden eller stjæle begrænset siddeplads. Enhver chikaneret fugl har brug for et sted at trække sig tilbage til, indtil tingene falder til ro - en højt placeret siddepind, en kasse, et stille hjørne - og dette kræver igen plads. Hvis dine fugle opbevares i en udendørs voliere, er plads mindre problematisk.


Undulater og nymfeparakitter
Undulater og nymfeparakitter kommer normalt fint ud af det med hinanden

En anden vigtig detalje er mad. Undulater og andre arter af burfugle har deres egne specifikke behov når det kommer til kost. Der skal tages højde for alle beboere i buret eller volieren. Du bliver nødt til at holde nøje øje med deres adfærd for at kontrollere (for eksempel), at en grådig nymfeparakit ikke stjæler et bestemt element i undulatens kost. Nymfeparakitter har desuden brug for masser af fede frø såsom solsikke i deres kost, og selvom et frø hist og her ikke vil skade din undulat, skal du sørge for at den ikke spiser for mange af dem. Overvægt og leversygdom er risikoerne her.

Undulater og andre små papegøjer er intelligente fugle. Intelligens er et tveægget sværd - det giver et utroligt tilfredsstillende kæledyr, men det gør også hvert dyr forskelligt. En undulat kan være imødekommende, genert, afslappet eller lidt aggressiv, afhængigt af dens personlighed. Dette vil altid have en indvirkning på balancen i ethvert fuglebur. Ethvert temperament har tendens til at nå sit højdepunkt, når fuglene bygger reder.

Mareridtsscenariet er en nervøs undulat sammen med en truende parakit. Under disse omstændigheder bliver du nødt til at gribe ind til gavn for alle burets beboere. Sørg for at have reservebure klar. Sandheden er, at det er usandsynligt, at du vil møde nogen samlivsproblemer - men det lønner sig at være forberedt.

At holde undulater og finker sammen

Undulater og zebrafinker lever side om side i deres naturlige australske habitat og kan fint bo sammen i et bur eller en voliere. Sørg for, at buret er stort nok til at rumme det antal fugle, du vil holde i det - det er den gyldne regel. Hvis undulaterne føler sig indeklemte, kan de godt finde på at angribe finkerne.

Inden du sammenfører undulater og enhver finke eller fugl i finkestørrelse, der tilbydes via almindelig handel med kæledyr, skal du rådføre dig hos en ekspert for at finde ud af om de er kompatible. Arter som risfuglen (Padda oryzivora), muskatfinken (Lonchura punctulata), den spidshalede bronzefinke (Lonchura striata) og ringastrilden (Stizoptera bichenovii) er fine, men der findes mange andre arter til salg, så tjek altid.


Undulater og zebrafinker
Undulater og zebrafinker er fine burkammerater

At holde undulater og kanariefugle sammen

Man ser ofte disse fugle side om side med hinanden i store volierer i parker eller zoologiske haver. Hvis der er masser af plads, kan du slippe af sted med det. Hvis pladsen er mere begrænset, selv hvis du bruger beregningen af kubik-cm pr. fugl ovenfor, har undulater en tendens til at mobbe kanariefugle. Sidstnævnte er nogle skrøbelige små dyr og kan let dræbes af den stærkere fugl.

At holde undulater og vagtler sammen

Hvis undulater og andre fugle holdes udendørs, kan de dele deres plads med vagtler. De mest almindelige typer, der findes i Europa, er den lille kinesiske dværgvagtel (Coturnix chinensii) og den japanske vagtel (Coturnix japonica). Disse vil fræse rundt på jorden i volieren i en separat lille verden for sig selv og vil være uforstyrret af den støj og galskab der foregår over dem.

At holde undulater i separate bur

Det kan være nødvendigt at holde undulater adskilt fra hinanden, hvis en af dem bliver mobbet, eller hvis en er alt for aggressiv. Parringsfugle har også brug for deres eget rum (se afsnittet om undulaters parring nedenfor).

Hvis du har et par mindre bure i stedet for et stort bur, er det fint, så længe der ikke kun er en fugl i hver. De bliver frustrerede, hvis tremmerne forhindrer dem i at interagere på deres sædvanlige taktile måde. Så længe der er mere end en undulat i hvert bur, burde det være fint, men hold nøje øje med deres adfærd for at sikre dig, at ingen bliver alt for frustrerede over opdelingen. Hvis det bliver et problem, skal burene flyttes længere fra hinanden, eller du skal investere i et enkelt stort bur.

Hvis du introducerer en ny fugl til en eksisterende opsætning, er det en god idé at sætte den ind i et separat bur. Placer den tæt på de etablerede fugle, så de alle kan vænne sig til hinanden. Dette er især vigtigt, hvis din nye tilføjelse er en ung fugl, da den vil være meget nervøs til at begynde med og et let offer for mobning.

At holde undulater varme om vinteren

Undulater kommer fra Australien, så de er vant til lidt varme. De er dog ikke bygget til at modstå kulde (hvilket er grunden til, at undslupne fugle aldrig overlever meget længe i Nordeuropa). Indendørsfugle bør ikke holdes i et koldt, uopvarmet rum om vinteren. Alt under 8°C vil føles koldt for dem. Hvis rumtemperaturen er behagelig for dig, vil den som en tommelfingerregel også være behagelig for din undulat.

Det er dog ikke rent gætværk. Du kan se, om en undulat fryser, da den vil sidde med sine fjer pustet op i lange perioder (hvis den derimod har det for varmt, vil den sidde med sine vinger væk fra sin krop og næbbet åbent). Et dækken over buret om natten vil hjælpe med til at holde på varmen.

Hvis din undulat er syg på nogen måde, vil den være mere tilbøjelig til at fryse. Sørg for, at dens kost altid er af højeste kvalitet, dermed giver du din fugl og dens immunforsvar den bedst mulige start, når vintermånederne nærmer sig. Om vinteren skal du også tjekke fuglenes vandforsyning regelmæssigt og sørge for, at den ikke er frossen.


En undulat sover udendørs
Undulater er glade udendørs, så længe de har det varmt nok

Hvis undulaterne er indendørs, vil centralvarmen løse problemet, især hvis du har temperaturregulatorer på hver radiator. Hvis du har andre former for opvarmning, skal du bare sørge for, at rummet er så forseglet som muligt, når du går i seng om aftenen, for at minimere træk og temperaturfald. Gode termoruder reducerer risikoen for en forfrossen nat.

Et ildsted til opvarmning af et indendørs rum er ikke farligt for undulater (så længe al røgen går op i skorstenen). Hvis dette er den eneste varmekilde, vil rummet dog hurtigt køles ned i løbet af natten, så sørg igen for at rummet holdes så lunt og godt som muligt.

Kommentarer

Der findes endnu ingen kommentarer