Du vil have langt nemmere ved at få øje på fjerrelaterede lidelser end dem, der forårsages af bakterier eller svampe. Enhver form for permanent pjuskethed i undulatens fjerdragt eller fjertab, der resulterer i skaldede pletter, er meget synlige tegn på problemer.
Fjercyster
Cyster opstår, når en fjer ikke bryder gennem huden. Den vil fortsætte med at vokse under overfladen og producere en knude på undulatens hud. De primære vingefjer er de mest hyppigt berørte. Cyster forsvinder ikke uden kirurgisk indgreb.
Fjertab
Fjertab kan skyldes én af fem ting: Fældning, parasitter, selvplukning, fransk fældning eller Psittacine beak and feather disease (Pbfd). Alle tackles her eller andetsteds i vejledningen.
Fjerproblemer
Fjerplukning
Hvis en undulat begynder at plukke sine egne fjer, er der et underliggende helbredsproblem. Desværre er det ikke altid indlysende, hvilken af de mange mulige lidelser, der har skylden. Det kan være parasitter, allergi, lav luftfugtighed, mangel på frisk luft, stress, kedsomhed, parringshormoner, leversygdom, kræft, bakterie- eller svampeinfektion, underernæring, tungmetalforgiftning eller simpelthen bare en dårlig vane.
En tur til dyrlægen er nødvendig for at se, om det underliggende problem kan diagnosticeres. Hvis det viser sig at være et miljøproblem snarere end sygdom, er der et par ting, du kan gøre for at komme til bunds i plukkemysteriet:
- Hold øje med din undulat, og se om du kan få øje på et mønster eller en udløser. Plukker den sig, når den er vred, keder sig eller er stresset? Er en anden fugl eller genstand involveret i hændelsen, der fører til plukning? Sker det efter den har spist? Er alting fint, mens du er i nærheden - dvs. plukker fuglen sig kun, når den er ensom?
- Vurdér lys, luft og fugtighed. Får undulaten en 50/50 balance mellem lys og mørke i løbet af en 24-timers periode? Kan du gøre noget ved dens opvarmede, fugtfri miljø for at dampe tingene lidt ned? Hjælper det at flytte buret et andet sted hen?
- Skift undulatens legetøj rundt, hvis du ikke allerede gør det. Lav endnu en gren for at give fuglen noget nyt at sidde og nippe til.
- Har fuglen brug for et bad? Problemet kan være et simpelt tilfælde af kløende, tør og beskidt hud. Lidt som med en modvillig teenagedreng - hvis fuglen ikke har for vane at bade, ved den måske ikke, at den trænger. En sprayflaske med bred stråle (ikke en fin forstøver) vil få den til at blive våd og vaske sig. Brusebadet burde fremkalde undulatens naturlige plejeinstinkter snarere end plukning. Overdriv det dog ikke, hvis bruseren gør undulaten panikslagen.
- Tjek dit foderudbud mod listen over gode madvarer, der er angivet i denne vejledning. Prøv nogle nye ting for at se, om du kan lukke et vanskeligt at fastslå ernæringsmæssigt hul.
- Aer du ofte undulaten på ryggen eller maven? Dette kan stimulere parringshormoner hos fuglene, hvilket somme tider inspirerer fjerplukning.
Desværre er diagnose ikke det samme som kur. Mange undulater fortsætter med at plukke deres fjer, selv når den oprindelige stimulering er blevet identificeret og fjernet.
Hvis alle vinkler er blevet dækket, og undulaten stadig plukker sig selv, bliver du nødt til at affinde dig med en halvskaldet fugl. Nogle modsatrettede individer får det simpelthen for vane, og intet du kan gøre vil overtale dem til at holde op.
Undulater der plukker hinanden
Dette er en variation på fjerplukningsproblemet. En undulat, der plukkes af sine burkammerater, bliver meget stresset og kan endda dø som et resultat. Isolering af gerningsfuglen er den bedste kortsigtede løsning, men du bliver også nødt til at vurdere problemet og se, om du kan løse det på lang sigt. Den skyldige fugl kan have været frustreret - disse problemer er ofte yngelrelaterede. Du kan muligvis aflede fuglens frustrationer væk fra plukningen ved at give den en redekasse eller et valg af potentielle mager. Det kan også hjælpe at sikre, at der er mere end en foderstation.
Blødende fjer
Når en undulat får nye fjer i fældningssæsonen, eller når unge fugle producerer deres voksne fjerdragt, kan blødning forekomme. En fremvoksende fjer indeholder blodkar (og er derfor også kaldet blodfjer). Uden disse blodkar ville den fulde fjer ikke være i stand til at vokse. Hvis de bliver beskadiget i starten, vil de bløde ligesom ethvert andet sår.
En plet blod på en voksen fugls fjerdragt kommer sandsynligvis fra en af disse fjer. I ekstreme tilfælde kan skaden resultere i tab af så meget blod, at undulaten faktisk kan dø. De større blodfjer - dem der er forbundet med primære vinge- og halefjer - bløder mest, hvis de bliver beskadigede.
Blødningen skal adresseres lige så snart den opdages. Undulaten skal fanges, og fjerens beskadigede ende skal holdes tæt i ti minutter. (Bemærk: Trykket skal lægges på selve fjeren, ikke på fuglens krop - hvis du klemmer undulaten, kan den blive kvalt.) Når blødningen er stoppet, skal du arrangere en tur til dyrlægen for at få den ødelagte blodfjer fjernet.
Blodfjer ovenover vokshuden og næseborene kan let komme til skade, men blødningen involveret her er minimal og stopper hurtigt igen. Undulater beskadiger ofte disse fjer pga. voldsom 'kysseri'. En ensom undulat vil ofte banke hovedet mod sin 'ven' i spejlet og skade de nye fjer. Når blodet er tørret, efterlader det en lille plet over vokshuden, som kan forblive der indtil næste fældning.
Tørret blod fra ødelagte blodfjer har efterladt små pletter på denne undulats fjerdragt
Feather Duster syndrom
Feather Duster syndrom er en genetisk tilstand, ofte et tegn på indavl. De uheldige ramte fugle har fjer, der vokser i tilfældige retninger og bliver ved med at vokse. Dette giver dem et 'fjerkost' eller ’støvkost’-lignende udseende. Nogle gange vokser næb og klør sig også unormalt lange. Undulaterne kan hverken flyve eller gå, og der er ingen positive sider ved denne genetiske defekt - den ulykkelige fugl er ude af stand til at klare sig selv og har et svagt immunsystem, hvor så meget af kroppens energi går mod endeløs fjervækst. En sådan fugl har brug for en beriget kost. Alligevel når de fleste af dem ikke at blive mere end et år, og aflivning er den mest humane mulighed.
Fransk fældning
Fransk fældning er en virus, der påvirker nogle unge fugle, en mildere form af den dødelige polyomavirus. Sygdommen får sekundære vingefjer og halefjer til at falde ud, hvilket gør undulaten ude af stand til at flyve. I alvorlige tilfælde falder fjer ud over store dele af fuglens krop. Der er ingen sikker kur, men en tur til dyrlægen for at få en formel diagnose og rådgivning anbefales.
Psittacine beak and feather disease (Pbfd)
Psittacine beak and feather disease (Pbfd), nogle gange kaldet fugle-AIDS, er en virus, der får fjer til at falde ud, og næb og klør bliver misdannede. Der er ikke noget fast mønster for symptomerne, som kan variere fra et bedrøvet udseende til en helt nøgen fugl. Kødsår og pletter kan også forekomme. Virussen overføres gennem afføring, og der findes ingen kur. Dette gør det vigtigt, at du isolerer de berørte fugle og får en ordentlig diagnose stillet af en dyrlæge.
Kommentarer
Der findes endnu ingen kommentarer